Skilsmisser er (næsten) altid ulykkelige       Forleden skrev Karen Thisted en værre omgang vrøvl i Ekstra Bladet. I et underligt forsvar for Martin Jørgensen(er han overhovedet blevet angrebet?) skriver hun rosenrødt om hans barndom og ungdom, hvor han var så sød og arbejdsom! Og hvad var Alexandra? Seriemorder? Alexandra og Martin er to mennesker i Danmark, der ligesom mange andre, skal skilles. Det er ikke nødvendigvis nogens skyld. Sådan er det bare. Deres skilsmisse sker så tilfældigvis i fuld offentlighed. Det gør den primært fordi Alexandra er mor til to danske prinser. Alles øjne hviler på hende. Så har hun faneme ikke brug for at blive...

Nej dette er ikke titlen på endnu en Carl Holst driller. Men derimod lyden af 300 kvm i Rungsted lørdag ved frokost tid. Ingen børn, ingen kone, hunde der sover og allerhøjest et par fugle der pipper. Virkelig, virkelig underligt. Når hele huset roder, larmer og er fyldt med ungerne og deres venner og deres venner, kan man i et enkelt øjeblik(Ikke stille stund!) godt drømme om den dag, hvor man ikke mere skal stå til ansvar for andre end sig selv sådan en lørdag i weekenden. Og når den så pludselig er der, virkelig det hele helt vildt stille. Man skal huske at nyde lige præcis nuet. Det lyder og ser ud som en...

Nu er det snart weekend!!! Jeg har sagt til Charlotte, at hun skal købe noget Russisk Kaviar og så drikker vi denne flaske vodka og hygger! God weekend til jer alle!

Det har været under opsejling længe! Ønsket fra min side om at holde foredrag. “Skriv dine erindringer først”, lyder det velmenende men også ret tåbelige råd fra folk med forstand på den slags. Tåbeligt fordi jeg sgu da godt kan have noget på sinde uden at mene jeg nødvendigvis ønsker at lave mine erindringer lige nu! Arte, Athena og Artpeople, har alle sagt pænt nej tak til at repræsentere mig som foredragsholder. Til min store undren. “Vi har så mange foredragsholdere”. Ja men I har mig og min historie. “Vi har en del, der minder om dig rent emnemæssigt”. Nej der findes kun en Dan Rachlin. Nå men jeg venter som bekendt ikke på bedre...

Okay, jeg har ikke ville fortælle denne historie før. Primært fordi jeg ofte kommer til at virke som om jeg er kritisk overfor politiet, mens det jo åbenlyst er politikerne der er spejlblanke i deres prioriteter, but here we go. For en måneds tid siden havde jeg været ude og spille en lørdag nat. Da jeg kom hjem til reservatet oplevede jeg noget, jeg har oplevet før. Unge(15-17 år), der pattestive havde forladt en fest i nabolaget. Denne gang blot med denne forskel, at en fem-seks af dem boksede vildt løs på hinanden. Jeg forsøgte en forskrækkelses-taktik, hvor jeg bremsede op, løb ud af bilen og så myndigt som muligt råbte:”Hvad laver I?”. Den taktik...

Jeg har netop hørt præsten Kathrine Lilleør lukke ikke særlige medmenneskelige betragtninger ud på radioen. Gud hjælpe mig om hun ikke trak ‘mobiltelefon’-kortet. “Gad vide om de er rigtige flygtninge, når det første de beder om er strøm til deres mobiltelefoner?”. Ja Lilleør, gad vide om de presserende gerne vil høre nyt om det land, de flygtede fra med en pose eller en rygsæk? Gad vide om de gerne vil tjekke om der er beskeder fra familiemedlemmer, venner eller folk de flygtede sammen med? Det er jo ikke en krydstogsferie de har været på. Gad vide om den mobiltelefon nogle ser, som tegn på at de er velhavende og bekvemmelighedsflygtninge, ses som det eneste sted...

Hun var yndig, velplejet, men umådelig trist at se på. Ikke en gang den skønne blå himmel, solen der varmede midt i september eller de rare omgivelser, kunne ændre på tristheden, der var over hende. Han var typisk travl midaldrende, på evig jagt efter noget gladere at se på eller at nogen skulle kunne finde på at flirte med hans trofækone. Hvilket med sikkerhed ikke ville ske. Hun kiggede ned eller som en skræmt Bambi, hvis nogen formastede sig til forsøg på øjenkontakt. De talte ikke sammen. Hvis det skete var det rimeligvis i meget korte sætninger om ikke i et ord eller to. De sad der alt for længe, tristessen begyndte at kunne mærkes...

Det har redet mig som en mare, siden jeg forleden så og ikke mindst hørte en i øvrigt skøn knægt maltraktere Bruno Mars’ ‘Grenade’  i programmet ‘Voice jr’ på TV2 – en kavalkade af gråd og elendig sang! Det er i orden, at lade børn lege, præcis som sloganet for DRs’ MGP i årevis, ‘det er bare noget vi leger’. Men det er ikke i orden, at give nogle børn falske illusioner. Og det er slet ikke i orden, at give nogle børn med tydelige problemer illusionen om at de kan synge. Og slet slet ikke i desperation for at skulle fylde en sendeflade ud! Dette program kan fungere i England eller USA, hvor der...