Hun var yndig, velplejet, men umådelig trist at se på

Hun var yndig, velplejet, men umådelig trist at se på. Ikke en gang den skønne blå himmel, solen der varmede midt i september eller de rare omgivelser, kunne ændre på tristheden, der var over hende.
Han var typisk travl midaldrende, på evig jagt efter noget gladere at se på eller at nogen skulle kunne finde på at flirte med hans trofækone.
Hvilket med sikkerhed ikke ville ske.

Hun kiggede ned eller som en skræmt Bambi, hvis nogen formastede sig til forsøg på øjenkontakt.
De talte ikke sammen. Hvis det skete var det rimeligvis i meget korte sætninger om ikke i et ord eller to.
De sad der alt for længe, tristessen begyndte at kunne mærkes på nabobordene, som en tåge, der glider ind fra vandet, og gør alt lidt køligere.
Hun forsøger at udvise styrke, værdighed og en slags…nydelse, men de små tix, hånden igennem håret konstant, og denne kasten blikket nedad, hvad end der skulle gemme sig der, fortæller en anden historie.
Da han beder om regningen, kigger hun ekstra forskræmt op, som om hun ved, at hun skal hjem i det fine, men atmosfæreforladte alt for store hus, hvor de mange rum, og hun selv skriger efter liv, berøringer, liv, glæde.
Love Don’t Live Here Anymore.