Never surrender!

Denne blog har været længe undervejs.

Ikke fordi jeg ikke dagligt får lettet trykket(!) ved hjælp af mine opdateringer og deraf efterfølgende heftige meningsudvekslinger, men primært fordi det ganske enkelt ikke er lykkedes mig at lave posts fra iPaden.

iPaden som er min mest uundværlige følgesvend.

Nærmest mere uundværlig i iPhonen, og i hvert fald langt mere brugt end Mac Airen, som disse ord bliver skrevet fra.

Har du ikke brug for de store redigeringsprogrammer, og skriver du ikke lige så langt, som jeg gør, er en iPad mere end rigeligt.

Ikke mindst i de sene nattetimer, hvor den snurrer flittigt på Netflix, hvor ‘Arrested Development’ pt. er min yndlingsserie 🙂

Sidst jeg skrev havde vinteren knap og nap sluppet sit tag i os, og nu sidder jeg udendørs på mit blomstrede tæppe i solen, og skriver.

Det kan godt være at jeg er ved at blive ældre, for den sæson de kalder forår, synes jeg overhovedet ikke eksisterer.

Vinteren sluttede for mit vedkommende på en …besynderlig måde, idet jeg efter ca. halvandet års tilknytning til Nova FM blev ja sagt op dækker det vist ikke.

Blev ringet op af programchefen, som fortalte mig at jeg ikke skulle lave radio mere.

Det kom som en ret stor overraskelse. For det første fordi jeg synes den radio jeg lavede lød godt, og der havde heller ikke været nogen indikationer i retning af utilfredshed fra ledelsens side.

Faktisk når sandheden skal frem, var der slet ikke nogen indikationer overhovedet.

På SBS’ stationerne får du nærmest aldrig respons. Hverken konstruktiv kritik eller ros i små mængder.

Tavshed.

På Pop FM, Nova FM, The Voice og nu også 100 FM dukker de dygtige og dedikerede medarbejdere hovedet, af frygt for at skulle ind til chefen, som tituleres ‘underdirektør’. Underlig titel, men det er han altså.

Ind til ham kommer man udelukkende, når noget dårligt er under opsejling.

Aldrig for at få et skulderklap. Aldrig.

Til gengæld kommer man derind, når man skal fyres, sættes ned i tid eller eventuelt lave noget mere til færre penge.

Underdirektøren som jeg i sin tid husker kom til radioen i 90erne som en håbefuld ung mand, er i dag en trist, trist mand, som ikke er gavmild med smil eller opmuntring.

Sjovt nok var han god til at slå ud med armene, når der var gæster, og sige:”Det her er Dan Rachlin, manden som inspirerede mig til at ville lave radio!”.

Men når det kom til at sætte mig af holdet, fik han sin programchef til at ringe til mig. I

kke tage mig ind på et kontor, og fortælle hvorfor jeg ikke skulle lave radio mere. Men pr. telefon.

Da jeg jo som bekendt er blevet fyret i hvert fald 10 gange i SBS regi kom det ikke som et chok. Kun den æreløse måde at sige farvel til en loyal medarbejder var en kende overraskende.

Når en dør lukkes, åbnes der en ny, hedder det, og det virker som om det også er tilfældet for mig.

I hvert fald havde jeg lige fået den skæbensvangre telefonopringning, da jeg fik en ny fra Pia fra Ekstra Bladet.

Pia er chef for underholdningsafdelingen på landets største avis, og ville gerne have mig til at anmelde deltagerne i ‘XFactor’.

En opgave jeg elskede. Ikke fordi programmet eller deltagerne imponerer mig synderligt, men fordi jeg godt kan lide at forholde mig til fænomener, som samler en stor del af befolkningen.

Og det må man erkende at netop det program gør.

Sidenhen har jeg fået flere opgaver på Ekstra Bladet, en top ti over danske celebs om søndagen + det løse.

Sjovt og uforpligtende, men alligevel en kæmpe platform, hvor man nødvendigvis må tage sig sammen.

Min stil skulle gerne opleves som sjov, underfundig, drillende uden at blive perfid.

Det er i hvert fald idéen.

Så tak for chancen!

Derudover startede forårssæonen på VH1 sent i år, således præsenterer jeg mit entimes program ‘Dans’ mandag til torsdag kl. 17 og 21.

Jeg  elsker at være landets eneste studievært på landets eneste reelle musik tv-station.

Hvis du endnu ikke har opdaget Vh1 Danmark, er det sgu din egen skyld 🙂

Weekenderne går i stor stil med at spille til diverse fester, firmaarrangementer, klubber osv.

De sidste par år har været travle på dj-fronten. Det mystiske er at jeg faktisk synes det er nemmere at spille hver weekend end en gang hver tredie måned. Som om jeg bliver lidt rusten, hvis der går for lang tid mellem jobs.

Denne weekend er en storslået af slagsen. Musikquiz med livemusikere for Hoffmann, gæstedj tjans ved Stevns fredag aften, og dj sammen med Antonelli Orchestra lørdag aften i Tivoli for alle Hoffmann-medarbejdere + ægtefæller.

Jeg er dygtig til at få det til at se ud og lyde som om jeg arbejder hele tiden. Det gør jeg ikke!

I mit liv er der masser tid til at nyde solen, de grønne træer, havet og ikke mindst mine elskede børn, som bliver så store så hurtigt.

Slap dog lige af!

Mit forsøg på at få tiden til at gå lidt langsommere hænger muligvis også sammen med at jeg ikke just glæder mig til min næste fødselsdag, hvor jeg bliver 50 år.

Jeg kan bedre lide at blive 50 end alternativet, men det er ikke noget jeg ser frem til!

Ikke at jeg tror mit liv ændrer sig voldsomt, mere noget med at jeg kan begynde at ane at en større del af 50% af mit liv nu er gået.

Mine mandlige idoler eller rettere mænd, som jeg ser op til er heldigvis næsten alle ældre end jeg selv er. Bent Fabricius-Bjerre, som jeg selv satte i gang igen med ‘Jukebox’-projektet for ti år siden er en fantastisk mand. Ikke kun fordi han holder sig godt fysisk og psykisk. Men mest fordi han har valgt et levende liv, uden at kigge for meget tilbage. Aldrig stille sig tilfreds med tilværelsen. Altid have nye ambitioner og opgaver. Ikke omgive af af støvede samlinger i sit liv, så bliver man bare en kustode i sin egen tilværelse.

Altid fremad, fremad.

Det kan virke hektisk og uforståeligt på nogen, på mig er det tegn på vitalitet og liv.

Jeg kommer selv til at dj’e den på plejehjemmene om nogle årtier.

Pensioneres? Fra hvad??? Til hvad???

Det jeg laver er mit liv, på godt og ondt.

Godt når telefonen ringer og mails tikker ind. Ondt når jeg synes der bliver lidt for stille.

Det er der ikke for tiden!

Som en god ven sagde så sødt til mig forleden ‘det er fordi du hele tiden genopfinder dig selv Dan!’. Større kompliment fra en der vitterligt kender mig kan en midaldrende mand, som til stadighed får skudt i skoene at han drømmer om en svunden tid, vist ikke få!

Jeg håber netop du får en dejlig, varm og lys sommer!

Kærlig hilsen

Dan